Stormen Knud, hagl og fantastiske havfugle fra Atlanten

Den 25. september havde jeg sammen med min far aftalt, at vi skulle ud og se på nogle havfugle. Stormen Knud har nemlig ikke kun ført koldere vejr og blæst med sig, den har også ført masser af spændende havfugle fra Atlanten helt ind i Kattegat og Øresund. Ingen af os har nogensinde havobset særlig meget efter en god efterårsstorm, så vi var fast besluttede på at få et par nye arter på vores DK-liste. Men vi opdagede også, at efterårsvejret hurtigt kan tage hagle en ned.

Klokken var ikke mere end 5:30 da vi drog mod Kikhavn i Nordsjælland. Om lørdagen havde vi også forsøgt os med havobs fra Kikhavn, da det var den første dag med god vind, efter at Knud havde været forbi. Det var dog lidt en skuffelse rent fuglemæssigt, selv om selskabet var i top, da flere af de hardcore lokale fuglekiggere var på plads – blandt andet Søren Haaning Nielsen og Michael Trasborg. Så da der om søndagen blev meldt masser af fugle ud på Birdalarm (ja vi nørder har naturligvis et meldesystem til sjældne fugle), så måtte vi bare afsted igen mandag og håbe på det bedste. Jeg havde truet med, at jeg muligvis ville blive ornitoprimeret, hvis jeg ikke så nogle spændende havfugle denne dag.

En af de fede fugle som sås både lørdag og mandag - lille kobbersneppe.
Vadefuglen der kan tage 238 marathon i træk uden pause!

Ret hurtigt erfarede vi dog, at efterårsvejret er som vinden blæser – bogstavelig talt. Søndag aften lovede vejrudsigten hård vind fra NV og kun få dryp, hvilket er perfekt, for så bliver fuglene presset ind mod den nordsjællandske kyst, hvilket ikke kunne ikke være bedre. Det er jo federe at se dem tæt på, end som fnuller i horisonten. Men allerede mandag morgen var det vejrvarsel ændret til skiftende vindretninger, og at himmelens sluser skulle åbne sig på køreturen. Der var vand overalt, og det begyndte også at hagle og lyne. Alle bilister på strækningen (i den grad inklusiv os) kørte maks 60 km/t, da det stod ned i stænger, og kørebanen nærmest ikke var til at se for refleksion af billygter i vandet på vejen. Alt i alt en super god start på turen. Men ok, hvis vejrudsigten holdt, så ville det forhåbentlig stoppe på et eller andet tidspunkt.

En smuk regnbue åbnede dagen som en ildkugle over himmelen. 

Vi kørte derfor først til Hundested Havn, for at kigge lidt ud over vandet, og lige så stille og roligt stoppede vandmasserne, og den smukkeste regnbue åbenbarede sig som en ildkugle ud over havnen, det var helt vanvittig flot – og der måtte jo være guld for enden, som godt kunne se ud til at være Kikhavn. Så efter at have stoppet de lokale måger med kiks, satte vi kurs mod Kikhavn. Her mødte vi Michael Trasborg, som havde holdt stand i regnvejret tidligere, og derfor – på trods af sin fiskerhabit var gennemblødt.

Men, trods alt var der allerede mange flere fugle end om lørdagen. Den store langvingede sule piskede mod vest i store antal, og det er altså bare altid en fantastisk havfugl at skue, om end den er forholdsvis almindelig som trækfugl i Danmark – især langs den jyske vestkyst. Ligesom så mange andre havfugle bruger den det meste af tiden over åbent hav, og så lander den hovedsageligt på land, når den skal ind og yngle. Den yngler ikke i Danmark, hvis vi ser bort fra den ensomme sule der boede på Christiansø og Bornholm, og som ynglede med en elstander (den døde desværre sidste år i en tragisk bilulykke, R.I.P.). Den nærmeste koloni findes på et fuglefjeld på øen Sylt ved Tysklands vestkyst.

Suler er altid fede, når de kommer fræsende ude over havet, og ind i mellem styrtdykker som torpedoer.

Kort efter at vi var ankommet ca. 7:30 og havde nydt både trækkende suler, storkjove, fløjlsænder og sortænder, kom den første birdalarm om noget mere usædvanligt – en mellemkjove som trak forbi Børstrup Hage ved Gilleleje i vestlig retning. En noget mere ualmindelig kjove end både almindelig kjove og storkjove. Alle kjover er dog super fede. Det er havets bøller, der terroriserer deres fætre, mågerne, blandt andre. De jagter rundt med dem, får dem til at slippe deres mad eller gylpe den op, så de kan stjæle et let måltid. På alle måder nogle badass rovmåger (her går I bare i gang med at google, for på sådan en havobs trækker fuglene ofte på flere kilometers afstand, og så er det svært at tage billeder). Der ville gå en lille time før mellemkjoven dukkede op, og i mellemtiden blev vi dybt skuffede over meldinger om store stormsvaler vest for os. Op til seks fugle! De må have opholdt sig i Issefjorden natten over, for så at trække videre vest. Det kunne være en ny art for min far og jeg, men snydt igen. Vi kunne dog glæde os over, at Michael pludselig ser en havørn styre direkte imod os, og den ældre havørn passerer tæt på os i øjenhøjde. Lige efter ryger der paniske skarver og måger på vingerne, men ørnen dasker bare stille og roligt videre mod vest.

En ældre havørn var så venlig at kigge forbi. 

Pludselig kommer der så endelig en melding om noget rigtig fedt! En ung sabinemåge fra Børstrup Hage, det vil også være ny art! Nu skal der bare holdes øje! Samtidig med at fuglene nærmer sig, og vi ikke har set skyggen af en mellemkjove, så nærmer en meget ubehagelig sort sky sig også. Det er ikke til at rumme, at det nu skal pisse ned, samtidig med at vi venter på et hit eller to! Men det gør det, og det regner ikke bare, det hagler ned med kæmpehagl, og vi må alle gemme os så godt som muligt under vores hætter og dækker optikken til. Michael bemærker, at en ride flyver lige over hovedet på os. Rider er pisse flotte og yngler blandt andet på Bulbjerg og i Hirtshals Havn, så de er almindelig langs den jyske vestkyst, men de er noget mere usædvanlige i indre farvande. Vi har allerede været heldige at se et par stykker ret godt. Derfor vælger jeg, at fokusere på min hætte, men Michael kaster et blik mere på fuglen, og saftsusemig om der nu ikke bliver råbt ”SABINEMÅGE”!

Haglvejr på vej. Som de ukuelige optimister vi var, troede vi ikke det ville ramme os. Vi tog fejl. 

Jeg går i febrilsk panik, hiver mit teleskop frem og kæmper med at få øjet til okularet, inden haglen får ram på det først. Jeg ser rumpetten af den lille elegante måge baske væk i pis´vejr mellem bølgerne, hvorefter den drejer væk rundt om kysten. Det er næsten ikke til at bære. Den har været 3-5 meter over hovedet på os, og så er man gemt væk i en hætte. Haglvejret har ikke kun fået os til at krympe os, det presser også fuglene helt ind til land, så man åbenbart misser dem. Her kan man se et billede af en ung sabinemåge som ikke blev overset.

Når nu det ikke lykkedes at fotografere sabinemågen, så får I her en ride fra arkivet. De er altså fede!

Da der er en smule ophold, pejler jeg skopet ud over havet, der mangler jo stadig masser af arter. Med det samme får jeg øje på en lille elegant terne-agtig fugl, som kommer ræsende ind i mod os. Jeg siger til de andre, at det ligner en lille kjove, men jeg ved ikke, om det bare er en terne. Det ræser bare videre ind i mod os, og da den er et par hundrede meter fra kysten både ryster den sig, bøjer hovedet bagover og drejer mod vest – vi er ikke de eneste der er utilfredse med vejret. Men nu står der klart, det er en lille kjove. En flot ældre fugl med sort kalot, lille sort rovnæb, lys kind og forparti i kontrast til grålig overside og bug samt en længere hale. Og bedst som jeg følger den og er overlykkelig over det fantastiske syn, så vælter det ned med endnu større hagl, og mine bare hænder får slag for alle pengene. Så jeg må til sidst slippe et sjældent syn – en gammel lille kjove. Vi er glade, og gennemblødte, og lidt skuffede over sabinemågen. Men alt i alt er det jo for vildt. To ret sjældne trækgæster i Danmark og meget, meget sjældne gæster i Kikhavn! Livet er herligt og nu kommer opklaringen, og en melding om, at en stor stormsvale på vej mod os, er også tikket ind. Mellemkjoven så vi dog aldrig noget til. Men her kan man se et billede af en lignende lille kjove - et fjerprydet vidunder. 

Glade og gennemblødte folk der lige har set en røvdårlig sabinemåge. Michael Trasborg og Allan Knudsen. 

Lige efter opklaringen følger meldingen om en topsjælden fugl – en atlantisk skråpe. Skråper er iskolde, de ræser bare afsted og er vitterlig havfugle, som trives bedst over vand. Det er sådan, at der er to sjældne skråper som ligner hinanden ekstremt meget, og derfor aldrig rigtig kan bestemmes fra hinanden. Men det er med al sandsynlighed en Kuhls skråpe og ikke Scopolis skråpe, som er på vej mod os. Og selv om vi ikke kan krydse den, så vil vi gerne se den største af de ret så sjældne skråper. Og den får Michael pludselig øje på langt, langt, laaaaaangt ude, hvor den bliver overhalet af en mindre og mere elegante sodfarvet skråpe! Det er jo de vildeste vesterhavsoplevelser på en god dag, som vi har gang i! Den store af skråperne vender om og forsvinder tilbage igen. Og jeg når ikke at se meget mere end, at den ene er større end den anden, og meget lysere på undersiden. Alligevel er det bare så fedt at opleve!!! 

De elegante og spidsvingede sildemåger trak dagen igennem lige over hovedet på os. 

Skråper flyver ofte på helt stive vinger i s-form hen over havet, det ser altså bare for vildt ud. Hvilket også resulteterer i, at jeg lidt efter tror, at jeg har en skråpe igen. Det er dog intet mindre end en helt fantastisk mallemuk, som flyver på samme måde. Endnu en sjælden gæst i Kattegat, og vi har endda flere eksemplarer tæt på land den dag. Mallemukken er en stormfugl, og stormfugle har rørformede næseborer med en eminent udviklet lugtesans, hvilket gør dem i stand til at lugte fiskeaffald og andet godt på enorme afstande. Derudover går der ikke mere end et kvarter, før Michael spotter den udmeldte store stormsvale, som jeg desværre kun se lynhurtigt, da den har passeret os. Min far når aldrig at se den. Men nu er der altså gang i den og trækket forsætter derudaf.

Mallemuk. Et gråt vidunder af en stormfugl, der ofte flyver rundt på helt stive vinger. 

Vi får senere besøg af Lene Teppel Rasmussen og Martin Liebermann, som slår sig ned og lidt efter kan nyde en stor stormsvale, som jeg får øje på et stykke ude mod øst, og derfor kan vi nu alle nyde den elegante fugl danse over havet hele vejen mod vest, muligvis var der endda to. Dette er dog svært at se, da de flyver så tæt på vandet som muligt, for at undgå farer (så som bandit-kjover), og derfor hele tiden forsvinder ned i bølgedalene. Se et billede af balletdanseren her. Alle er glade, og pludselig passerer også en flot almindelig kjove på forholdsvis tæt afstand. Hvilket bare bliver toppet at, at Martin pludselig råber ”der kommer en til kjove der”. Og sørme så – lige på vej imod os er en ung lille kjove, som lige laver lidt ballade med verdens største måge – en svartbag, og derefter forsvinder hurtigt mod vest. 

Endelig lykkedes det at få et skud af en af højdepunkterne - en ung lille kjove. Et af kendetegnene er
blandt andet en stribet undergump, som måske kan anes på billedet.

Jublen vil ingen ende tage, og dagen fortsætter med flere almindelige fede fugle. Vi ender med at slutte dagen af med et par mallemukker mere, en ride og en almindelig kjove, der gør livet surt for en måge. Trætte, glade, gennemkolde, ømme og mere glade sætter vi kursen tilbage mod København og takker for en helt igennem fantastisk trækdag ved Kikhavn, som vi aldrig glemmer. Hvis man ikke har prøvet den slags oplevelser, så prøv det, det er simpelthen ualmindelig fedt. Og med al den snak om invasive arter i disse dage, som ingen af os kan lide, så vil jeg gerne lige sende en tak til en af dem – hybenrose. Uden den havde vi nok ikke holdt så længe i kulden og blæsten, den gav os god læ den hybenbusk, så tak! Nogle gange er du slet ikke så slem, som alle går og siger. Nu glæder jeg mig til at sætte kursen mod Blåvand i næste uge, og jeg vil meget gerne se de samme arter igen.

En samlet liste over observationerne fra dagen kan ses her. 

Skypumper var der et par stykker af denne råskønne efterårsdag.